Om os / Årsberetninger / 2011

2011

FUKBH 

 

ÅRSBERETNING FOR 2011 FOR FOLKEUNIVERSITET I FREDERIKSSUND

 

Indledning

2010 er forløbet som et normalt arbejdsår for folkeuniversitetet i Frederikssund, og det kan konstateres, at antallet af arrangementer er fastholdt omkring det gennemsnitlige niveau, og at tilslutningen til arrangementerne ikke har været faldende.

Årets arbejde

Der blev gennemført 13 arrangementer i foråret 2010 og 13 arrangementer i efteråret 2010 i alt 26.

Til sammenligning gennemførtes 12 arrangementer i foråret 2009 og 11 arrangementer i efteråret 2009 i alt 23 i 2009.

Der var i 2008 20 arrangementer og i 2007 27.

Emnefordelingen i 2010 har været følgende:

Historie 5

Naturvidenskab 5

Filosofi, religion og teologi 0

Musik 5

Malerkunst 1

Kunst- og kulturhistorie 6

Arkitektur 0

Litteratur 1

Ekskursioner 2

Operaer 1

I alt 26

Foråret 2010

Året indledtes med forelæsninger den 12. og 19. januar om Kulturopbruddet i Wien omkring år 1900 ved fhv. gymnasielektor, cand. mag. Bent Olsen med den af Stefan Zweig inspirerede fællestitel: Da verden af i går blev til verden af i morgen.

Forfatteren, cand.pæd. Mogens Wenzel Andreasen fulgte efter den 25. januar og den 4. februar med forelæsninger om komponisten Igor Stravinskys liv og værk og hans opera Lastens Vej. Vi udbød 50 billetter, som hurtigt blev solgt, til denne operas premiere på Operaen på Holmen den 9. februar kl. 20.

22. februar forelæste lektor, ph.d. Henning Haack om Den naturvidenskabelige Skabelsesberetning og den 1. marts om emnet: Hvad laver vi på Mars?

Som et ekko af klimakonferencen i København var ”Verdens klimaudfordringer – hvor langt er vi nået?” på programmet den 8. marts ved formanden for regeringens klimakommission, professor, ph.d. Katherine Richardson. Arrangementet måtte i sidste øjeblik flyttes fra Elværket til Falkenborgskolens kantine.

Professor, dr. phil. Per Øhrgaard forelæste den 15. marts om ”Günther Grass’ dagbog 1990”, og så fulgte den 6. og 13. april to forelæsninger om ”Gribskov – en oplevelse for livet” ved seniorforsker, cand.scient. Flemming Rune, først om ”Skovens historie fra urskovens tid til 1800-tallet” og derefter om ”Hvordan er den nuværende skov blevet til?” De to forelæsninger sluttede med en interessant og velbesøgt ekskursion til

Gribskov den 25. april. Forinden havde direktøren for Kong Frederik Den Syvendes Stiftelse på Jægerspris, forstkandidat, civiløkonom Nils Sættem, berettet om ”Wiedewelt og frimureri i Mindelunden i Jægerspris Slotspark” ved et arrangement i Rejsestalden den 22. april. Dermed sluttede forårssæsonen.

Efteråret 2010

Efterårssæsonen indledtes af forfatter og arkæolog, cand.phil. Hanne Fabricius, som den 30. august forelæste om ”Byen, borgen og vandet – København i middelalderen” som forberedelse til en byvandring på Slotsholmen den 3. september, som velbesøgt gennemførtes under titlen ”Fra Absalons borg til kongens slot”.

”Hårtotten fra Diskobugten: På sporet af de første grønlændere” var emnet for forskningsprofessor, mag.art. Bjarne Grønnows forelæsning den 15. september, og den 22. september talte fhv. forskningschef, mag.art. & ph.d. Steffen Heiberg om ”Karl den Store”.

Den bogaktuelle professor emeritus, dr.phil. Jens Engberg talte den 30. september om hovedpersonen i sin meget læste bog ”Den standhaftige Tinsoldat”, Frederik den Sjette (konge 1808-1839).

Lektor, cand.mag. Jutta Bojsen-Møller, der svigtede os i forrige sæson, gennemførte den 7. oktober sin store beretning om Selma Lagerlöfs liv og forfatterskab.

Så fulgte årets arrangementer i samarbejde med Willumsens Museum: Den 20. oktober talte lektor, lic.scient. Henry Nielsen om ”Elektrisk lys som fremskridtsymbol i danske og amerikanske malerier”, og den 27. oktober fortalte journalist og kulturanmelder, mag.art. Søren Vinterberg om tegnserien som kunstart under emnet ”Levende streger i stribevis”. Til- slutningen til de to foredrag på Willumsens var ikke tilfredsstillende, og det bør formentlig overvejes, hvorledes økonomien omkring dette i øvrigt særdeles udbytterige samarbejde skal ordnes fremover.

4. november fortalte lektor, ph.d. Kasper Thorup om ”Trækfugle ved Roskilde Fjord”. Foredraget handlede om trækfuglens til dels stadig mystiske, men i hvert fald imponerende evne til at navigere over lange afstande.

”På opdagelse i partiklernes verden med verdens største fysikforsøg” var emnet for lektor, ph.d. Jørgen Bech Hansens forelæsning den 8. november, og den 18. november fortalte forfatteren, cand.mag. Valdemar Lønsted om komponisten Gustav Mahler i anledning af 150-året for dennes fødsel.

Året sluttede med to aftener om ”Montmartre – historien om et dansk jazzhus” den 23. og 30. november. Musikbibliotekar, forfatter Thorbjørn Sjøgren fortalte historien og spillede lydklip og videoer fra det legendariske spillested i St. Regnegade, og der var i jazzens anledning søgt om bevilling til udskænkning af øl under 5,6 % samt vin, men ikke spiritus. Blandt deltagerne var en ældre herre, som selveste Stan Getz i klubbens mylder havde trådt over tæerne – altså fysisk, hvilket han erindrede som en æresbevisning.

Årets arrangementer har haft til huse følgende steder:

Kulturhuset Elværket 14 gange

Frederikssund Gymnasium 5 gange

J. F. Willumsens Museum 2 gange

Falkenborgskolen 1 gang

Rejsestalden, Jægerspris 1 gang

Operaen på Holmen 1 gang

Byvandring på Slotsholmen 1 gang

Ekskursion til Gribskov 1 gang

I alt 26 arrangementer

Repræsentantskabsmødet 2010

Det ordinære repræsentantskabsmøde afholdtes tirsdag den 15. marts kl. 21.00 i lærerværelset på Frederikssund Gymnasium..

Rigmor Sveistrup havde meddelt, at hun ikke ønskede genvalg som kasserer, og at hun i praksis ophørte med kassererfunktionen pr. 01-01-2010. Formanden havde påtaget sig ekstraordinært det praktiske kassererarbejde, indtil ny kasserer kunne vælges.

Til lokalkomiteen genvalgtes for 2 år Lars Dalsgaard, Peter Linder, Verner Bylov Larsen, Rigmor Sveistrup og Eva Mejnert.

Niels Peter Darger havde meddelt, at han grundet sygdom ønskede at udtræde af lokalkomiteen. I hans sted valgtes for 1 år Brita Pilegaard Hansen

Som revisorer genvalgtes for 1 år Niels Kristian Zinck og nyvalgtes Sven Jørgen Thomsen. Som revisorsuppleant for 1 år nyvalgtes Jesper Kjerulf.

På konstituerende møde i lokalkomiteen den 9. april 2010 valgtes Lasse Knudsen til kasserer. Ved kassereroverdragelse den 16. april 2010 overtog Lasse Knudsen kassererfunktionen.

Komiteen konstituerede sig således:

Formand: Knud Andersen
Næstformand: Peter Linder
Kasserer: Lasse Bjørn Knudsen
Sekretær: Lars Dalsgaard

Aase Zinck

Brita Pilegaard Hanssen

Eva Mejnert

Rigmor Sveistrup

Verner Bylov Larsen

Økonomien i 2010

Den faste tradition med at servere en kop kaffe/te med småkager i pausen, når folkeuniversitetets arrangementer afholdes på Elværket har været gennemført også i 2010. Medlemmer af komiteen og ægtefæller sørger for indkøb og kaffebrygning. Deltagerne opfordres til at lægge en skærv for kaffen. Indtægten dækker godt og vel udgifterne. Det besluttedes fortsat at bede om et mindre beløb til dækning af udgifterne. Traditionen med kaffeservering er i nogen grad udvidet til også at gælde Gymnasiet.

Deltagerbetalingen på 60,- kr. er fastholdt i hele 2010 og har i øvrigt ikke været reguleret i en længere årrække.

Folkeuniversitetsnævnet har meddelt, at den komiteafgift, som lokalkomiteen skal betale til hovedstadsregionen for et foredrag svarende til én dobbelttime fremover vil blive reguleret hvert år pr. 1. januar med den procentvise stigning, der svarer til den procentvise stigning, som har fundet sted ved honorarreguleringen pr. 1. april det foregående år.

Komiteafgiften er fra den 1. juli 2010 steget fra de hidtil gældende 1.385,- kr. således at alle forelæsninger, som afholdes efter denne dato, koster 1.485 kr. Fra 01-07-2011 vil komiteafgiften være 1.510,- kr. Dette svarer til en stigning på 17 %.

Årsregnskabet for 2010 udviser et driftsunderskud på godt 17.000,- kr. Årets resultat ud af en omsætning på ca. 135.000 kr. må forekomme utilfredsstillende og uholdbart for økonomien i de kommende år. Foreningens formue er ved årsskiftet 2010/2011 reduceret til ca. 42.000 kr., hvilket må anses for at være i underkanten af det tilrådelige.

Det må skønnes, at en forøgelse af indtægterne bliver nødvendig, således at deltagerbetalingen må sættes op, og indtjeningen ved salg af teaterbilletter og ekskursioner må forbedres.

Årsprogrammet 2010-11 blev trykt i 1.500 eksemplarer og udsendt i august 2010 til alle tidligere deltagere, som vi har i vor adressebase svarende til godt 750. Som besluttet på repræsentantskabsmødet fordelte komiteens medlemmer et antal af programmerne mellem sig til uddeling i deres respektive nærmere opland. Der uddeltes på denne måde til omkring halvdelen af vore kontaktpersoner. Programmet er endvidere sendt til egnens biblioteker og i årets løb til alle, som har ønsket det.

Møder i lokalkomiteen

Lokalkomiteen har 2010 afholdt møde den 4. marts hos Knud Andersen, den 7. april hos Eva Mejnert, den 27. maj hos Verner Bylov Larsen og den 9. august hos Lars Dalsgaard.

Folkeuniversitetsnævnet og hovedstadsregionen

Peter Linder er medlem af regionsstyrelsen for folkeuniversitetets hovedstadsregion.

Verner Bylov Larsen og Knud Andersen deltog den 2. november i folkeuniversitetets regionsmøde i Haslev og den 13. november i landsmødet i Fredericia.

PR arbejde

Forud for hvert af vore arrangementer sender komiteens respektive ansvarshavende kontaktperson en pressemeddelelse til Lokalavisen i Frederikssund, Lokalavisen for hele Horns Herred samt Frederiksborg Amts Avis i Frederikssund og i Hillerød. Pressen har reageret på vore meddelelser med varierende opmærksomhed, men er normalt venligt stemt over for vore tiltag..

Vore arrangementer findes også på www.kultunaut.dk og i aktivitetskalenderen i Frederikssund Lokalavis. Man kan endvidere læse om os på www.folkeuniversitet.dk og på www.fukoebenhavn.dk samt i Københavns Folkeuniversitets halvårsprogram.

Vor egen hjemmeside www.folkeuniversitetetifrederikssund.dk opdateres løbende.

FOLKEUNIVERSITETS INFO fungerer som en mulighed for løbende at komme i forbindelse med dem af vore brugere, som har tilmeldt sig denne service. Folkeuni Info har godt 200 tilmeldte brugere

Afslutning

Der skal lyde en tak til Frederiksborg Amts Avis, Lokalavisen i Frederikssund og Lokalavisen for hele Horns Herred for, at de ved deres omtaler af vore arrangementer har medvirket til, at disse er blevet bekendtgjort for en større kreds i vort område.

Vi retter en stor tak til J. F. Willumsens Museum og dets personale for det vellykkede samarbejde omkring serien om Willumsen.

En væsentlig forudsætning for, at folkeuniversitetet kan drives med en rimelig deltagerbetaling, er, at gratis lokaler kan stilles til rådighed for vore arrangementer.

Vi takker i den forbindelse Kulturhuset Elværket, Frederikssund Gymnasiet og Rejsestalden i Jægerspris for velvilje og godt samarbejde.

Vi takker Niels Kristian Zinck for løbende indtastning af vore arrangementer i Kultunaut.

Især skal der lyde en stor tak til alle, som har deltaget i vore arrangementer. Vi er glade og taknemmelige over, at så mange har sluttet op om dem, hvilket er en forudsætning for Folkeuniversitetets eksistens, og for at komiteen kan fortsætte med at skaffe gode foredragsholdere.

Som formand bringer jeg en stor tak til komiteens medlemmer for godt samarbejde i det forløbne år og for gode idéer ved programlægningen samt for den hyggelige afvikling af møderne i komiteen. Der er aldrig mangel på idéer til kommende arrangementer.

Også tak til dem, der har ydet bistand ved arrangementernes afholdelse, billetsalg, indtastning, ophængning af plakater, afhentning af nøgler, flytning af stole, kaffebrygning og indkøb m.v.

Slangerup den 15. februar 2012

På komiteens vegne

Knud Andersen

formand

Folkeuniversitetet i Frederikssund | Nialsvej 7, 3600 Frederikssund - Danmark | Tlf.: 21 76 05 21 | fufsund2@gmail.com