Det moderne menneske og de syv dødssynder

 

De syv glæder
Indtil det 16. århundrede spillede de syv dødssynder - fråseri, liderlighed, grådighed, vrede, dovenskab, misundelse og hovmod - en afgørende rolle for det vestlige menneskes dannelse og selvforståelse. Med reformationen og oplysningen bliver bevidstheden om de syv dødssynder spredt for alle vinde og ender som reklameslogans for is, vin eller øl. Dødssynderne er imidlertid udbredte som aldrig før! Eksempelvis fødte grådighed finanskrisen. Vrede bliver til bombebælter. Den oprindelige betydning af dovenskab er håbløshed. Hvornår sker det næste jalousidrab?

Få indblik i, hvordan traditionen om dødssynderne opstod og har påvirket os gennem historien. Vi begynder i den egyptiske ørken. Derfra går turen til klostret og Dantes Guddommelige Komedie. Sideløbende ser vi på vor egen politiske og sociale virkelighed.
Kursisterne kan med fordel anskaffe sig: Martin Herbst: De syv glæder. Forstå det moderne menneske og de syvdødssynder (2017, Cornfield Press).

 

 

 

 

 

 

 

Evagrius Ponticus (græsk: Εὐάγριος ὁ Ποντικός, "Evagrius af Pontus"), også kaldet Evagrius Eneboeren (345-399 e.Kr.), var en kristen munk og asket og en af de mest indflydelsesrige teologer i slutningen fjerde århundrede kirke.
Ponticus blev kendt som en tænker, en god taler og en begavet skribent. Han forlod en lovende karriere i kirkeret, rejste til Konstantinopel og Jerusalem, hvor han i 383 blev en munk ved klostret Rufinus og Melania den Ældre. Han gik derefter til Egypten og brugte de resterende år af sit liv i Nitria og Kellia, præget af mange års askese og skriveri. Han var discipel af flere indflydelsesrige samtidige kirkeledere, herunder Basileios den Store, Gregor fra Nazianz og Makarios af Egypten. Han var lærer for andre, herunder Johannes Cassianus og Palladius.