Tristan og Isolde

 

Tristan og Isolde 

 

Bjørn Steding om operaen:

I kraft af tonesproget er det blevet et af de hængsler som hele musikhistorien kom til at dreje sig om bl.a. med en kromatisk musik der peger langt ind i det 20. århundrede. Sammen med et fascinerende idéindhold om den ultimative kærlighed, tanker om det hinsidige, fornægtelse af livsviljen (Schopenhauer), døden, tilgivelse og forløsning er der tale om et værk der i originalitet, kompleksitet og betydning for eftertiden ikke kan overvurderes. Wagner bruger desuden orkestrets farver til at skabe stemningsuniverser, som danner klangbund for værkets indtagende meditative karakter og fantastiske kærlighedsduetter. Det hele er vævet så fint sammen med opretholdelse af en latent spænding, at det fik Wagner til, og helt med rette, at kalde det: ’overgangenes kunst’.

 

 

Tristan og Isolde (tysk: Tristan und Isolde) er en opera (musikdrama) i tre akter af Richard Wagner til en tysk libretto af komponisten, der bygger på en keltisk legende og i vid udstrækning er baseret på et værk af Gottfried von Strassburg. Operaen blev komponeret mellem 1856 og 1859 og havde premiere i München den 10. juni 1865 med Hans von Bülow som dirigent.
Wagners arbejde med Tristan und Isolde var inspireret af hans affære med Mathilde Wesendonck – og af Arthur Schopenhauers filosofi. Værket er en af operarepertoirets klassikere og er præget af en avanceret brug af kromatik, tonalitet og orkestrale farver samt af toner, der ikke er en del af den harmoni, som de øvrige toner skaber på det pågældende sted i musikken.
Musikken var banebrydende, da den blev skrevet; den såkaldte Tristanakkord er den berømteste akkord i musikhistorien. Operaen har haft stor betydning for vestlige klassiske komponister og inspireret bl.a. Gustav Mahler, Richard Strauss, Karol Szymanowski, Alban Berg og Arnold Schönberg. Mange ser Tristan und Isolde som begyndelsen på en bevægelse væk fra konventionel harmoni og tonalitet.[1]