Flemming Jerk fortæller om sin farfar, digteren Johannes Jørgensen

Johannes Jørgensen fødtes i et skipperhjem i Svendborg 6. november 1866

og døde sammesteds som en internationalt kendt digter, næsten 90 år

gammel, den 29. maj 1956.

Men han var kun 15 år gammel, da han i 1882 forlod sin fødeby for at blive
student i København, og vendte først for stedse tilbage til Svendborg, hvor

han i 1936 var blevet æresborger, i 1953, få år før sin død.

Fra 1882 til 1913 opholdt han sig mest i København og derefter hovedsageligt i udlandet, fortrinsvis i den lille umbriske bjergby Assisi, hvor han på den

første af sine mange og lange udlandsrejser, i 1894 havde haft den måske

mest skelsættende begivenhed i sit liv, oplevelsen af den katolske kirke og

kulten af den hellige Frans af Assisi, som han senere skrev en meget

respekteret hagiografi om, oversat til talrige verdenssprog.

To år senere konverterede den tidligere radikale fritænker til den katolske

kirke, og det skilte ham fra de fleste af hans hidtidige venner i det

danske, litterære miljø.

 

 

Omkring 1890 havde Jørgensen været en central skikkelse i de mod tidens magtfulde, litterære koryfæ Georg Brandes reagerende litterære kredse,

der ikke regnede sig for tilhørende «det moderne gennembrud» og som

omfattede digtere som Sophus Claussen, Ove Rode og ægteparret

Stuckenberg og malere som Albert Gottschalck og Ludvig Find.

Ikke mindst maleren og kunsthåndværkeren Mogens Ballin, der selv

var katolsk konvertit, fik afgørende betydning for Johannes Jørgensen,

efter at denne 1893-94 havde redigeret det indflydelsesrige tidsskrift

«Taarnet», der introducerede den samtidige, internationale symbolistiske

litteratur i Danmark.

Jørgensens katolicisme skabte ham et stort navn i navnlig Tyskland,

Frankrig og Italien, men skrev ham samtidig ud af den danske,

nationale litteratur.