Program / Forår 2019 / Læsekreds I. Jacob Paludan: Fugle omkring fyret

Læsekreds I. Jacob Paludan: Fugle omkring fyret

 
Jacob Paludan (fra Wikipedia):
Stig Henning Jacob Puggaard Paludan (7. februar 1896 i København – 26. september 1975) var en dansk forfatter.
Jacob Paludan var søn af professor Julius Paludan og hustru Gerda f. Puggaard, voksede op i et embedsmandsmiljø, tog realeksamen 1912 og blev uddannet cand.pharm. 1918. Han arbejdede herefter nogle år på apoteker i Danmark og Ecuador. Efter et års ophold i USA debuterede han med romanen De vestlige veje om en ung mands udfordringer i Amerika. Han opgav apotekervæsenet og ernærede sig en tid som hønseriejer, men kunne fra 1933 leve udelukkende som forfatter.
I Fugle omkring Fyret (1925) er temaet konflikten mellem det nye og det gamle. I 1927 udsendte han Markerne modnes. I 1932 – 1933 skrev han sit hovedværk, Jørgen Stein (i to bind Torden i Syd og Under Regnbuen). Jørgen Stein er en dannelsesroman, der beskriver den unge hovedperson som et udtryk for krigsgenerationen (1914-18).
Herefter udgav Paludan adskillige bind essays. I 1969 udsendte han Her omkring hjørnet. Her blæser det mindre, en humoristisk, bevægende skildring af en menneskeskæbne, der sikkert rummer selvbiografiske træk.
Paludan sluttede sit forfatterskab med fire små "livsregistreringer": I høstens månefase, Sløret sandhed, Vink fra en fjern virkelighed og Låsens klik (sidste udsendt posthumt).
Han blev gift 1943 med kostumetegner Vibeke P, datter af kontorchef Harald Holck og hustru Toni f. Gregersen. Jacob Paludan er sammen med sin hustru Vibeke begravet på Søholm Kirkegård i Birkerød.
 
SAXO skriver om Fugle omkring fyret:
Skønt Jacob Paludan hurtigt fik sig et navn som skribent, slog han først for alvor igennem med Fugle omkring Fyret, 1925, en blændende komponeret roman, der forener højdramatiske optrin med lyrisk-ræsonnerende afsnit, præcis iagttagelse med tidløs symbolik. Handlingen er henlagt til gullaschårene under første verdenskrig med deres økonomiske spekulationer og udhulede værdier. Effektfuldt stiller Jacob Paludan samfund og natur op mod hinanden i skildringen af et monstrøst havneprojekt i en lille vestjysk kystby, den demoraliserende virkning byggeriet har på lokalbefolkningen og endelig katastrofen, da havet under selve indvielsesfesten både hævder og hævner sig ved at knuse den nye mole. Denne illustration af fremskridtets og teknikkens fallit gentages også i persongalleriet der dog ikke blot afspejler råddenskab, usikkerhed og afmagt men også indeholder repræsentanter for en harmonisk natur-bundethed, der nægter at sælge sig til fremtidens blændværk.
Frantz Leander Hansen (privat foto)
 
Litteraturgruppe med gennemgang af fire klassiske nordiske romaner
 
Gruppen ledes af konsulent, mag.art. Frantz Leander Hansen
 
Mødesalen i kulturhuset Elværket, Ved Kirken 6, 3600 Frederikssund
 
Mandagene 1. april, 29. april, 6. maj  og 13. maj 2019 kl. 16.00 - ca. 17.45

Bemærk:  Romanerne  læses ikke i kronologisk orden, idet de længste læses først.
Deltagerne sørger selv for at skaffe de 4 romaner.
 
Mandag d. 1. april: Jacob Paludan Fugle omkring fyret (1925). Lånes eller købes nemt.

Mandag d. 29. april: Tarjei Vesaas Is-slottet (1963). Romanen er netop kommet i ny oversættelse på Batzer & CO, men den gamle udgave (fås på biblioteket) kan også bruges.

Mandag d. 6. maj: Selma Lagerlöf Hr. Arnes penge (1904). Meget kort. Lånes eller købes nemt.

Mandag d. 13. maj: Halldor Laxness Den gode frøken og huset (1933). Meget kort. Fås på biblioteket eller antikvarisk.

Frantz Leander Hansen indleder hver gang med ca. 1 times oplæg. Efter kaffepausen er der diskussion.
 
Tilmelding 
Deltagelse koster 320,- kr. for de fire sessioner. Tilmelding senest 1. marts 2019.

Den letteste måde - både for dig og for os - at tilmelde sig på er at bruge dette link:

Men Du kan også tilmelde dig ved henvendelse til Eva Mejnert
på telefon  47 31 09 09.
 
 
Folkeuniversitetet i Frederikssund | Nialsvej 7, 3600 Frederikssund - Danmark | Tlf.: 21 76 05 21 | fufsund2@gmail.com