/ Nye horisonter. Europas kulturhistorie i renæssancen

Nye horisonter. Europas kulturhistorie i renæssancen

Johannes Gutenberg 
 
Renæssancen står i et fortryllet skær. Fantastisk kunst og arkitektur vi alle beundrer. Det er Leonardos gådefulde Mona Lisa, Michelangelos udsmykning af Det Sixtinske Kapel, Shakespeares dramaer. Bogtrykkunsten revolutionerede kommunikation og vidensspredning. Det var de store opdagelsers epoke. Samtidig banede Kopernikus, Tycho Brahe og Galilei vejen for et nyt verdensbillede.
Der var også uro og usikkerhed. Luthers reformation splittede kirken, religionskrigenes Europa. Intolerance og hekseforfølgelser er en del af renæssancen. Europæisk vold og europæernes sygdomme udryddede måske 90 % af den amerikanske urbefolkning. Den militære ødelæggelseskapacitet mangedobledes. Det endte med den forfærdelige Trediveårskrig, der lagde store dele af Tyskland øde.
Med udgangspunkt i sin bog Nye horisonter. Europas kulturhistorie i renæssancen giver Steffen Heiberg at sit bud på en dramatisk og modsætningsfyldt epoke, hvor Europa, der hidtil havde været periferi, blev verdens centrum.
 
 Den westfalske fred
 
Renæssancebegrebet
Den franske historiker Jules Michelet introducerede i 1855 renæssancebegrebet i sin Histoire de France, men det var især den schweiziske kulturhistoriker Jacob Burckhardt, der med Die Kultur der Renaissance in Italien (1860, da. Renaissancens Kultur i Italien, 1903) behandlede det som en fast kronologisk ramme. Han hævdede, at den moderne verden var blevet grundlagt i Italien i 1400- og 1500-t. ved en heldig kombination af den italienske folkeånd og genopdagelsen af den antikke græsk-romerske politisk-kulturelle tradition; fra Italien var renæssancen langsomt blevet udbredt til det øvrige Burckhardts tese om dette store brud i den europæiske civilisations historie var i de næste generationer alment accepteret: Ud af den stillestående korporative middelalderverden trådte det enkelte skabende individ. Kunsten blev realistisk og naturtro, den omgivende fysiske verden genopdaget, og overalt blev religion og overtro afløst af rationalitet og empiri. Grundlaget for den moderne verden var skabt.Fra 1920'erne rejste der sig imidlertid en "revolt of the medievalists", anført af amerikaneren Charles H. Haskins (1870-1937), der hævdede, at næsten alt, hvad Burckhardt havde set som nyt i renæssancen, allerede var skabt af den middelalderlige kultur. Middelalderen fik dermed sin egen renæssance, og Burckhardts renæssancebegreb syntes næsten helt at skulle forsvinde i konkurrence med tidligere renæssancer som fx den karolingiske og den højmiddelalderlige renæssance (se protorenæssance).
Efter 1945 rehabiliteredes begrebet imidlertid, da historikere som W.K. Ferguson (1902-83) og Denys Hay udvidede renæssanceperioden til at omfatte tiden ca. 1300-1650. De understregede den italienske førerposition, men ved at nuancere renæssancens udbredelse i tid og rum lykkedes det at fastholde begrebet som en brugbar periodisering.
Man kan sige, at resultatet af den lange debat blev, at middelalderens kulturelle præstationer blev anerkendt som selvstændig størrelse og som en forudsætning for renæssancen. Debatten om renæssancebegrebet og om, hvilke generelle udviklingstendenser der adskiller renæssancen fra middelalderen, blusser dog stadig op med jævne mellemrum.
 
 
Nye horisonter. Europas kulturhistorie i renæssancen
Seniorforsker og forfatter Steffen Heiberg
2018F8824
Søndag 27. maj 2018 kl. 15.00
Herregårdsmuseet Selsø Slot, Selsøvej 30 A, 4050 Skibby
80,- kr.
 
eller betal ved indgangen - kontant eller med MobilePay
 
Steffen Heiberg, f. 18.4.1945, dansk historiker, 2005-10 forskningschef ved Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, hvor han i 1976 blev ansat som museumsinspektør. Heiberg forsker fortrinsvis i dansk historie i 1600-t. og har bl.a. skrevet biografierne Christian 4. Monarken, mennesket, myten (1988; ny revideret udgave 2006) og Enhjørningen Corfitz Ulfeldt (1993). I 2003 udkom Danske Portrætter, en tur gennem den danske portrætkunsts historie. I En ny begyndelse. Europas kulturhistorie i middelalderen (2008) påpeger Heiberg, hvordan middelalderen, bl.a. moralsk, politisk og intellektuelt, er grundlaget for den moderne verden. I 2016 udkom fortsættelsen Nye Horisonter. Europas Kulturhistorie i renæssancen.
 
 
Europas kulturhistorie i renæssancen
I "Nye horisonter" beretter Steffen Heiberg om, hvordan Europa blev verdens centrum og med afsæt i de store opdagelser kunne underlægge sig det meste af verden.
I Nye horisonter beretter Steffen Heiberg om, hvordan Europa blev verdens centrum og med afsæt i de store opdagelser kunne underlægge sig det meste af verden. Men de nye horisonter var ikke kun geografiske. Skydevåben, bogtrykkerkunst og perspektivisk maleri forandrede krigsførelse, kommunikation og kunst, og andre nybrud revolutionerede handel og administration. Kopernikus, Kepler og Galilei banede vejen for en ny forståelse af universet, hvor Jorden ikke længere var omdrejningspunkt. Men der var også uro og usikkerhed. Luthers reformation splittede kirken, og den militære ødelæggelseskapacitet mangedobledes. Det endte med den forfærdelige Trediveårskrig, der lagde store dele af Tyskland øde. Helt afgørende blev humanismen i denne periode en fælles kulturel norm for hele det kristne Europa. Humanismen har trods religiøse og nationale skel lige siden 1500-tallet bundet Europa sammen i et værdifællesskab.

Steffen Heiberg har med Nye horisonter skrevet en ny, stor europæisk kulturhistorie, som kommer rundt i hele samfundet, men skrevet med et formidabelt overblik. Vi kommer med på farefulde rejser og til ødsle hoffester, ser ind i usle hytter og uhumske bymiljøer. Vi møder Leonardo da Vincis fantasier, Machiavellis magtanalyser, spanske conquistadorer, Shakespeares dramaer og meget, meget mere. 
 
 
Folkeuniversitetet i Frederikssund | Nialsvej 7, 3600 Frederikssund - Danmark | Tlf.: 21 76 05 21 | fufsund2@gmail.com