Program / Efterår 2018 / Polen i 100 år

Polen i 100 år

 
Polen har haft en omtumlet historie. Det har været en regional stormagt og er senere blevet udslettet fra landkortet for så at genopstå ved 1. verdenskrigs afslutning i 1918. I løbet af det 20. århundrede har det blandt andet oplevet 2. verdenskrigs rædsler på nærmeste hold og derefter et kommunistisk styre i verden øst for jerntæppet. I dag er Polen medlem af EU, og polakker udgør den største gruppe af immigranter i Danmark, men landet er stadig meget ukendt for de fleste danskere. Vi gennemgår Polens historie i de seneste 100 år (med enkelte tilbageblik på tiden forud for selvstændigheden) og ser på, hvad der karakteriserer vores store naboland mod sydøst.
 
 
 Warzawa (foto Pixabay)
 
Lidt fakta om Polen (fra Wikepidia)
Polen (polsk: Polska), officielt Republikken Polen (polsk: Rzeczpospolita Polska) er et land i Centraleuropa og grænser til Tyskland mod vest, Tjekkiet og Slovakiet mod syd, Ukraine og Hviderusland mod øst, og Østersøen mod nord, Litauen og Rusland (i form af Kaliningrad-enklaven) mod øst. Polen deler søgrænser med Danmark og Sverige. Med et areal på 312 679 km² er Polen verdens 69. største land og det 9. største i Europa. Polens befolkning udgør 38,5 millioner indbyggere og gør det til det 33. mest befolkede land i verden.
Den første polske stat opstod i 966 med et territorium som vore dages Polen. Polen blev et kongedømme i 1025 og gik i 1569 ind i en langvarig union med Storfyrstendømmet Litauen og dannede Den polsk-litauiske realunion. Realunionen var blandt de mest magtfulde, rigeste og folkerigeste stater i Europa 1569-1795 og var kendetegnet af en magtfuld adel (Szlachta), som udgjorde 15 % af befolkningen. (Mod 1,5 % i Frankrig, i England 1,5-3 %). Den Polsk-Litauiske Realunion var en yderst mangfoldig stat med et betydeligt antal af etniciteter og med en udpræget religionsfrihed i forhold til resten af Europa. Realunionen blev opløst i 1795, og Polen blev delt mellem sine nabolande Rusland, Prøjsen og Østrig. Polen vandt sin selvstændighed tilbage i 1918 efter 1. verdenskrig. I 1926 gennemførte general Pilsudski et militærkup og gjorde landet til en diktaturstat. Under 2. verdenskrig blev Polen besat af Stortyskland. Efter krigen blev Polen en socialistisk republik (et "østblokland"). Efter flere år med politiske kampe afskaffede Polen det socialistiske styre i 1989, og landet blev uformelt kendt som "Den tredje polske republik".
I dag er Polen et parlamentarisk demokrati bestående af seksten voivodskaber og er det sjette mest befolkede medlemsland i EU. Landet er desuden medlem af NATO, FN, OECD, WTO, Visegrádgruppen og flere andre internationale organisationer.
 
 
 
Warzawa. Den gamle by (foto Pixabay)
 Rune Brandt Larsen (privat foto)
 
Polen i 100 år
Cand.mag. i østeuropastudier, doktorand i Öst- och Centraleuropakunskap (Lunds Universitet), pressemedarbejder på Polens Ambassade,
Rune Brandt Larsen
torsdag den 1. november 2018 kl. 19.30
Kulturhuset Elværket, Ved Kirken 6, 3600 Frederikssund
 
Deltagelse koster 80,- kr.
Den letteste måde - både for dig og for os - at betale på er at bruge dette link:


Men Du kan også betale ved indgangen - kontant eller med MobilePay
 
Rune Brandt Larsen er uddannet i østeuropastudier med særligt fokus på Polen. Han arbejder på en ph.d.-afhandling om historiebrug i Polen og de østlige nabolande. Har tidligere undervist i polsk sprog og historie, har oversat en række bøger fra polsk og har desuden boet i Polen i flere omgange.
 
 Det polske flag
 
Polens flag består af to lige store horisontale felter, et hvidt øverst og et rødt nederst. Farverne rødt og hvid går tilbage til 1831 og er sammen med Polens nationalvåben, (Den hvide ørn), og nationalsangen konstitutionelle symboler for landet. Det nuværende flag blev taget i brug ved Polens selvstændighed 1918 og den 2. maj er flagets dag.
 
Det polske flag med nationalvåben, den hvide ørn 
 
 
 
 
Folkeuniversitetet i Frederikssund | Nialsvej 7, 3600 Frederikssund - Danmark | Tlf.: 21 76 05 21 | fufsund2@gmail.com