Mennesket vil gerne beherske verden og sig selv, men har fået stadig større problemer med at finde meningen med det hele. En verden, der beherskes, kan ikke længere sige os noget. Den bliver stum. Samtidig skabes accelerationssamfundet, hvor alting skal gå hurtigere, og vi føler afmagt, der interessant nok optræder midt i forsøget på at beherske alting.

Men alle kender oplevelsen af forbundethed med fx naturen: Når stjernehimlen lyser over os, gribes vi af forundring og beundring. En tur i skoven kan fjerne følelsen af fremmedhed. I en tid, hvor vi fornemmer, at den verden, vi har kendt, er ved af forvitre, bliver vi klar over det.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa giver med begrebet ’resonans’ et bud på, hvordan menneske og verden atter kan forsones, og vi igen kan få verden til at sige os noget.