Program / Efterår 2019 / Vulkanske bjergarters geokemi – et vindue til den dybe jord

Vulkanske bjergarters geokemi – et vindue til den dybe jord

Magma på vej ned ad vulkanen (foto Pixabay)
 
Som geolog har man kun adgang til de bjergarter, som findes på jordens overflade, men vi vil meget gerne vide hvilke processer der foregår inden i jorden og hvad den består af. Vores planet er geologisk set helt speciel, fordi den har en meget aktiv pladetektonik, som gør den ultra dynamisk. For at forstå hvad der sker dybt i jordens skorpe og kappe, kan man undersøge kemien af vulkanske bjergarter. De er dannet ud fra magmaer fra jordens kappe og deres sammensætning afspejler deres kappekilde og de processer, der har modificeret magmaet på vej op gennem jordskorpen. Jeg vil fortælle om hvordan vi bruger geokemien og give eksempler på, hvad det har lært os om jordens kappe. Derudover vil jeg tage nogle vulkanske bjergarter og mineraler med og vise frem.
 
Hvad er geokemi?
Fra Den store Danske
Geokemi, gren af geologien, der studerer den kemiske sammensætning og de kemiske forandringer af Jorden og dens bestanddele; herunder kemiske analyser af bjergarter og mineraler, bestemmelse af kemiske grundstoffers forekomst og hyppighed, deres isotoper samt deres fordeling og vandring i de forskellige områder af Jorden. Geokemi omfatter desuden udforskning af de lovmæssigheder, efter hvilke disse processer foregår, og mineraler og bjergarter dannes og forandres. Herved har man bl.a. fået en forståelse af, hvordan Jorden er blevet adskilt i en mangfoldighed af bjergartstyper fra en oprindelig homogen masse.
Geokemi kan bl.a. give informationer om bjergarters alder, tidligere tiders klima og udviklingen af livet på Jorden, men har også stor praktisk betydning i bl.a. prospektering efter mineraler. Geokemi berører også studiet af de kemiske forhold i Solsystemet og dets planeter, i meteoritter samt i stjerner og stoffer i det interstellare rum. 
(Minik Rosing: geokemi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 2. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83298)
Paul Martin Holm (privat foto)
 
Vulkanske bjergarters geokemi –et vindue til den dybe jord
Ass. professor Paul Martin Holm
Tirsdag d. 7. januar 2020
Kulturhuset Elværket, Ved Kirken 6, 3600 Frederikssund
Deltagelse koster 80,- kr.
Du betaler ved at bruge dette link:


Men Du kan også betale ved indgangen - kontant eller med MobilePay.

Paul Martin Holm er lektor og lic.scient.
Han er associate professor ved  Department of Geoscience and Natural Resource Management, Geology Section ved Københavns universitet, hvor han er Head of Research Group for Geochemical, Mineralogical and Petrological Processes
Head of Study of Geology-Geoscience.
 
Folkeuniversitetet i Frederikssund | Nialsvej 11, 3600 Frederikssund - Danmark | Tlf.: 21 76 05 21 | fufsund2@gmail.com